Borgerløn er som navnet antyder en indkomst til borgerne. Derfor omtales det også som garanteret basisindkomst (GBI), universiel basisindkomst (UBI) eller blot basisindkomst. Idéen med borgerløn er simpel. Staten overfører hver måned en fast sum penge fra statskassen til hver borger, som dermed kan opretholde en basal levestandard. Som oftest er det uden betingelser til borgeren og alle uanset alder, formue og anden indkomst modtager samme beløb.
Betingelsesløs basisindkomst
Begrebet borgerløn stammer tilbage fra 1516 i en bog af Thomas More kaldet Utopia. Den oprindelige idé var at komme kriminalitet til livs ved at sikre en minimum indtægt for befolkningen.
Der har de sidste to tusinde år eksisteret forskellige former for offentlig forsørgelse, så tankegangen var ikke helt ny i 1516. Hvad der dog adskiller borgerløn fra almindelige offentlige ydelser vi også kender fra i dag er, at den kommer uden betingelser. Der skeles således hverken til borgerens eksisterende formue eller job. Alle i en husstand får samme pose penge.
En betingelsesløs basisindkomst fjerner de uhensigtsmæssige incitamenter der er ved normale offentlige ydelser. Ydelsesbeløbet afhænger nemlig af borgerens formue eller anden indtægt. Hvis han eller hun finder et job bliver det modregnet i ydelsen. Det skaber et uhensigtsmæssigt incitament til at fravælge job hvor lønnen er for lav selvom det ud fra et samfundsmæssigt (og personligt) perspektiv er en god idé.
Borgerløn i dag
Diskussionen om en basisindkomst er blevet meget aktuel på det seneste med udbredelsen af robotter indenfor produktion og service. Pilen har i mange år peget hen imod mere og mere automatisering, men skyggesiden af tendensen er massearbejdsløshed. Vil man mindske ulighed i samfundet, mindske kriminalitet og sikre et meningsfyldt liv for borgerne, kan borgerløn blive en løsning.
I en bog fra 2017 Basic Income foreslår forfatterne Van Parijs og Vanderborght en simpel model hvor størrelsen på borgerlønnen fastsættes ved 25% af BNP per capita. Hver borger uanset alder eller indkomst modtager samme beløb. Indkomsten stiger med det enkelte lands rigdom målt i BNP.
I 2017 svarede det eksempelvis til 15.000 dollars om året til hver amerikaner. Danmarks BNP per capita er tæt på USAs, så i runde tal ville det betyde 100.000 kr. til hver dansker. Det ligger i øvrigt tæt på den nuværende sats for kontanthjælp.
Både Teslas Elon Musk og Facebooks Mark Zuckerberg har begge talt varmt om behovet for borgerløn og i 2018 var 48% af amerikanerne tilhængere af at indføre det. Diskussionen vil derfor uden tvivl fortsætte de kommende år og vil inkluderes i partiers valgprogram ved fremtidige valg.
Hvordan kan borgerløn finansieres
Uanset hensigterne er det store spørgsmål hvor pengene skal komme fra. Borgerløn finansieres direkte ud af statskassen og hvis eksempelvis 25% BNP per capita udbetales hvert år, løber kassen hurtigt tør.
Det er netop årsagen til, at borgerløn endnu ikke er indført fuldt ud i noget land. Den offentlige gæld ville hurtigt løbe løbsk og svække landets suveræne kreditværdighed med eksplosive renter til følge. Det samme ville ske hvis staten lod seddelpressen trykke nye penge til at finansiere udbetalingerne. Regningen ville vokse sig så stor, at hyperinflation var uundgåeligt.
Det er med andre ord ikke muligt i praksis at indføre borgerløn uden at reformere hele ydelsessystemet. Studier har vist, at hvis nuværende incitamentsforvridende overførselsmodeller erstattes af betingelsesløse basisindkomster, kan det blive selvfinansierende. Og endda forbedre de offentlige finanser.
De få isolerede eksperimenter der er udført i praksis, eksempelvis i Finland, har vist tvivlsomme effekter af borgerløn. Der er dog af naturlige årsager aldrig testet en komplet implementering af en basisindkomst. Måske konklusionerne ville tegne et lysere billede.
I fremtiden vil der uden tvivl blive indført forskellige former for basisindkomster for at imødekomme den stigende robotisering af arbejdspladser. Der er både fordele og ulemper ved borgerløn. Hvis den implementeres betingelsesløs og som erstatning for nuværende ydelsesmodeller, kan både blive selvfinansierende og løse de helt store udfordringer på arbejdsmarkedet i fremtiden.
