Ser man bort fra gaver fra familie og venner ved de fleste, at gratis penge ikke eksisterer. I kølvandet på finanskrisen – og nu under coronakrisen – er der dog begyndt at brede sig en forestilling om, at hvis centralbankerne blot lader seddelpressen køre for fuld kraft skal det hele nok gå.
Hver dag verden over annonceres nye hjælpepakker i milliardklassen, hvilket har fået centralbankernes balancer til at eksplodere. I en tid hvor statsgæld i forvejen har nået rekordhøjder kan hjælpepakkerne kun finansieres ved nye penge. Men når der trykkes nye penge kommer der en regning der skal betales på længere sigt.
Hvorfor betale skat hvis man kan trykke gratis penge
There Ain’t No Such Thing As A Free Lunch
Lad os for en kort stund forestille os, at det rent faktisk var muligt at skabe penge uden omkostninger. Hvad nu hvis staterne ikke var nødsaget til at udstede nye statsobligationer for at bygge en ny bro eller nye sygehuse eller endda holde hånden under økonomien i krisetider. Hvis de i stedet blot kunne trykke på print når der skulle betales regninger. Hvorfor så overhoved betale skat? Det lyder for godt til at være sandt og det er det naturligvis også.
På kort sigt kan centralbankerne trykke penge uden nævneværdige konsekvenser, da fokus ligger på at redde økonomien her og nu. På længere sigt er der en betydelig risiko for udhuling af borgernes købekraft, det vi i daglig tale kalder inflation. Den risiko stiger vel at mærke eksponentielt med mængden af friske pengesedler. I yderste tilfælde kan det medføre hyperinflation som altid har fatale følger for et samfund.
Hver gang centralbankerne lader seddelpressen printe penge har de taget en beslutning om at udskyde den uundgåelige regning til næste generation. Ved at udskyde betalingen vokser regningen sig dog større og større indtil den en dag ikke kan betales længere.
Point of no return
Litteraturen er uklar i forhold til at definere en øvre grænse for centralbankernes lempelige pengepolitik. Der er mange forskellige samfundsmæssige forhold i spil alt efter hvilket land der er tale om. Det mest gennemarbejdede studie af Reinhart og Rogoff konkluderer at økonomisk vækst aftager ved en offentlig gæld over 60%.
Undersøgelsen har været genstand for meget kritik, men en ting er dog sikkert: når punktet overskrides går det hurtigt ned ad bakke og der er sjældent en vej tilbage. Der er mange eksempler i historien på at stater har gjort for meget brug af seddelpressen til at finansiere sit underskud. Eksempelvis Tyskland i 30’erne, Zimbabwe i 00’erne og senest i Venezuela.
Har penge mistet deres værdi?
Hvis centralbankerne kan printe så mange nye gratis penge de ønsker, hvad er de så værd? Man kan betragte renter som ”prisen” på penge. En høj rente betyder, at låntageren er villig til at betale mere for at få adgang til likviditet. Samtidig vil långiveren kompenseres i form af rente ved at give afkald på sin hårdt optjente kapital.
Tingene er dog vendt på hovedet i dag. Siden starten af 00’erne er renterne faldet stødt og har efter finanskrisen i flere lande være nul eller sågar negative. I samme periode har centralbankerne ført et historisk pengepolitisk eksperiment ved at spytte enorme mængder penge i markederne i form af opkøbsprogrammer og kvantitative lempelser.
Patienten har feber
De faldende renter er som et termometer der signalerer at patienten er syg og at penge så småt begynder at miste deres værdi. Da udbuddet af penge er langt større end efterspørgslen, er folk ikke villige til at betale for dem. Der er endda tale om, at markederne er så mættede, at investorerne er villige til at betale for at slippe af med dem. Dette er netop årsagen til negative renter. Samme situation så vi for nyligt med negative oliepriser.
Der findes ikke gratis penge. Centralbankernes tro på dette falsum er dog kommet med en meget høj pris, hvor vi nu ser de spæde tegn på en udhuling af værdien af penge. Hvis de fortsætter den lempelige pengepolitik risikerer de at miste kontrol over inflationen.
Løsningen kunne være, at tage narkomanen af sit stof, tage en hård men kortvarrig nedtur, for så at rejse sig igen. Ved at fortsætte med at stimulere økonomien risikerer de derimod at overskride grænsen for, hvornår man kan komme tilbage igen.
