Begrebet hyperinflation dækker over en periode med voldsomme prisstigninger. Der er ikke en fast defineret grænse for hvornår høj inflation bliver til hyperinflation. Flere økonomer mener dog, at inflationen skal over 50% om måneden, før der er tale om hyperinflation. En officiel definition er dog knap så vigtig, da man som borger aldrig er i tvivl når det sker. Der er heldigvis få historiske eksempler på hyperinflation i nyere tid, men de ender til gengæld altid katastrofalt for mennesker og samfund.
I denne artikel forklarer vi hvorfor hyperinflation opstår samt hvilke konsekvenser det har for et lands økonomi og folks dagligdag.
Fra guld til papirpenge
Moderne samfund har vænnet sig til en lav inflation. De fleste centralbanker har et mål om prisstabilitet hvilket betyder omkring 2% årlig inflation. Det har været tilfældet siden man globalt set gik væk fra guldstandarden og til i stedet at basere pengesystemet på fiatpenge.
Penge – enten fysiske eller digitale – som ikke er bundet op på noget håndgribeligt, eksempelvis guld, omtales ofte som fiatpenge. De har således ikke i sig selv en iboende værdi. Værdien fremkommer i stedet af en tillid til deres købekraft og dermed politikernes og centralbankernes evne til at adminstrere pengepolitikken fornuftigt.
Bretton Woods-systemet blev etableret i slutningen af 2. Verdenskrig og var startskuddet på et nyt pengepolitisk regime. I stedet for forankre pengepolitikken på sin guldbeholdning, førte man nu fastkurspolitik overfor den amerikanske dollar. Da den daværende præsident i USA, Richard Nixon, i 1971 stoppede endeligt for guldindløseligheden, var verdensøkonomien pludselig på et flydende fiatpenge-system. Det var ikke længere et anker til at holde pengemængden i ro.
Uden et anker kan seddelpressen få frit løb
Når pengesystemet er bundet op på guld i et konstant forhold sætter det en grænse for, hvor meget pengemængden kan forøges. Det holder inflationen i skak, da kun nye fund af guld kan øge pengene. Da guld er en sjælden forekomst i jordens overflade, stiger guld- og dermed også pengemængden i et roligt tempo under en guldstandard.
Uden et loft for hvor mange penge der kan trykkes, skabes der uhensigtsmæssige incitamenter for politikere. Regeringer vælges i de fleste demokratier hver fjerde år. Den sikre vej til genvælgelse er ved at understøtte befolkningen økonomisk i dårlige tider uden modsat at spare op i gode. Derfor er der konstant brug for nye penge til at finansiere en uendelig række af populistiske tiltag fra politikerne eller helikopterpenge til borgerne. Dette overforbrug finansieres af centralbankerne, men regningen bliver i sidste ende altid betalt af borgerne. Inflation er netop regningen vi betaler.
Fra inflation til hyperinflation
Når priserne på varer og tjenesteydelser stiger er der tale om inflation. Når priser stiger forringes forbrugernes købekraft med mindre lønningerne stiger tilsvarende.
Den gængse definition på inflation er generelle prisstigninger i samfundet. Ofte måles prisudviklingen på en fast kurv af varer over tid. Inflation opgøres i procent på både månedligt og årligt basis. En anden måde at tænke inflation på er, at man kan købe færre varer. Det modsatte af inflation er deflation. Nationalbanken har et mål om at holde inflationen konstant på ca. 2% årligt.
En fordel ved inflation er, at gæld udhules over tid. Det skyldes, at penge hvert år bliver mindre værd. Da staten er den største låntager igennem udstedelse af statsobligationer, så er det ikke svært at forstå, at de har et mål om 2% inflation. Det skaber nogle bekymrende incitamenter for både stat og centralbank.
På papiret er staten og centralbanken uafhængig, men i praksis er adskillelsen mere udvandet. Der er uomtvisteligt et tæt bånd mellem de to hvilket ofte betyder, at centralbanken finansierer statens overforbrug. Jo højere inflation desto hurtigere kan gælden afvikles, men de risikerer at lægge byrden over på befolkningen.
Inflation opstår som nævnt pga. prisstigninger, men der er også en psykologisk faktor i spil. Penge kan ikke længere veksles til guld. I stedet baseres værdien på en tillid til staten og centralbanken og den kan pludselig forsvinde. Det kan ske hvis demokratiet udfordres eller en længere periode med et misforhold mellem offentligt forbrug og skatteindtægter.
Hyperinflation kan ikke bremses
Hvis befolkningen betvivler sine penges værdi i morgen vil de skynde sig at købe varer i dag. Pengenes omløbshastighed stiger dermed. Hvis alle gør det samme skaber det en lavine af forbrug og som konsekvens en eksponentiel stigning i priserne. Folk vil skynde sig at bruge hele lønnen når den bliver udbetalt. Opsparingen bliver værdiløs med mindre den bruges til at købe håndgribelige ting.
I starten opleves stigningerne som gradvise, men bliver hurtigt voldsomme. I yderste konsekvens stiger priserne så drastisk, at prisen for en kop kaffe kan være fordoblet på den tid det tog at drikke den. Det var tilfældet i mellemkrigstiden i Tyskland.
En hastigt stigende mistillid er den største fare for et lands valuta og det er et tegn på, at hyperinflationen er sluppet løs. Det har i alle historiske tilfælde ført til økonomisk ruin for landets borgere og ofte har det været startskuddet på revolution eller krig. For de få der var forberedt betød det rigdom, men for hovedparten blev det fatalt.
Centralbankerne har kontrol over mængden af penge, men hverken de eller staten kan bremse en voksende mistillid i befolkningen. Alle lande der har oplevet hyperinflation har ført en uansvarlig pengepolitik uden at lytte til folkestemningen før det var for sent. Ingen ved hvornår det sidste snefnug får lavinen til at rulle, men ingen er i tvivl når det sker. Og ingen lavine kan bremses før den efter store ødelæggelser dør ud af sig selv.
