Det primære mål for centralbanker er at holde økonomien stabil. Det kan ofte opnås ved at sikre prisstabilitet og reducere arbejdsløsheden. Ved at sigte efter et stabilt niveau omkring 2% inflation skabes en buffer til at undgå deflation samtidig med, at det generelle prisniveau ikke stiger hurtigere end den økonomiske vækst. Beskæftigelsen kan sikres ved, at økonomien hele tiden har tilstrækkeligt med “brændstof”, hverken for meget eller for lidt. Siden 2009 har det dog ikke været andet end et eksperiment fra centralbankernes side.
Kunstige lave renter i 20 år
Det traditionelle værktøj for centralbanker er, at skrue på renten. Betragt renten som prisen på penge. I nedgangstider hvor virksomheder og forbrugere har sværere adgang til likviditet, vil centralbanker sænke renten. Det sikrer, at pengene strømmer nemmere rundt i økonomien. Omvendt skal de i opgangstider, hvor forbruget risikerer at køre af sporet, forøge renten så økonomien ikke risikerer at overophede.
Efter “dot-com” krisen i starten af 00’erne og det efterfølgende terrorangreb 11/9 2001 tog centralbanken i USA, Federal Reserve (eller blot Fed), hul på en historisk rejse, der ville ende med at sænke den styrende rente til nul.
Det var i kølvandet på finanskrisen i 2008, at centralbankerne for alvor trådte den pengepolitiske speeder i bund. Frem til 2006 blev renten holdt tæt på nul, hvorefter de troede, at økonomien nu endelig var stærk nok til at tåle højere renter igen. Opsvinget viste sig dog hurtigt at være skrøbeligt.
Negative renter i den vestlige verden
I teoribøgerne er bunden i renterne nul, og de kan således ikke blive negative. Hvis vi vender tilbage til antagelsen om, at renten netop er prisen på penge, så giver det god mening. Man ville i så fald skulle betale for at eje penge. Eller sagt på en anden måde: man kunne gå ned i banken og blive betalt for at optage et lån.
Det lyder grotesk på alle tænkelige måder, men ikke desto mindre er det, hvad der er sket for flere boligejere de senere år. Enkelte landes centralbanker, herunder Danmarks Nationalbank, er så småt begyndt at indføre negative renter. Det smitter af på almindelige opsparere. De er enten tvunget til at betale renter eller tvinges til at tage en for høj risiko i eksempelvis aktier på et tidspunkt, hvor aktiekurserne er historisk høje.
Selvom den praktiske bund i renterne måske godt kan være negativ, så er der ingen tvivl om, at renteskruen mister sin evne til at stimulere økonomien, når de kommer ned i det niveau. Derfor har centralbankerne behov for at tage voldsommere værktøjer i brug.
Det store eksperiment: kvantitative lempelser og seddelpressen
Begrebet kvantitative lempelser (Quantitative Easing, eller blot QE, på eng.) har været kendt siden 1995, men blev først rigtig taget i brug midt under finanskrisen, hvor Fed annoncerede et opkøbsprogram af statsobligationer.
Kort fortalt fungerer kvantitative lempelser ved, at centralbanken opkøber obligationer af bankerne. Bankerne tilføres dermed likviditet, som skal forøge deres udlån til virksomheder og private. Der er ikke tale om direkte pengeudstedelse gennem seddelpressen, men gennem forøget kredit fra bankerne. I praksis fungerer det på samme måde, dog med cifre på en computerskærm frem for fysiske pengesedler.
Siden finanskrisen er Feds balance 6-doblet til i skrivende stund omkring 6.000 mia. US dollars.
Kvantitative lempelser øger pengemængden i håbet om, at holde hånden under økonomien. Risikoen er dog, at centralbanken mister kontrollen over inflationen og dermed risikerer landet at havne i hyperinflation. Når både renterne er nul – eller sågar negative – samtidig med at der tilføres enorme mængder likviditet i markederne, mister penge deres værdi. Hvis investorerne mister tiltroen til at deres opsparing vil have samme værdi i fremtiden, vil de skynde sig at forbruge dem.
Det er netop centralbankens mål om at øge forbruget og dermed inflationen. Men hvem siger, at de kan stoppe prisstigningerne ved 2%? Hvis der er nok mistro til valutaen, kan det derfor ende fatalt, som vi har set flere ulykkelige eksempler på i historien.
Kurs mod økonomisk kollaps
Verden har befundet sig i et pengepolitisk eksperiment siden den seneste finanskrise i 2008. Aldrig har renterne været lavere, og aldrig har centralbankerne printet så mange nye penge. Når den næste krise indtræder – og alt tyder på at coronavirussen har været snefnugget der har sat lavinen i gang – er der ikke noget ammunition tilbage.
De næste skridt er derfor helikopterpenge og borgerløn, som vil markere slutspillet og det uundgåelige økonomiske kollaps.
